The Resting Bell

​

Indflydelsen af ​​rumlig dimension og materialitet bestemmer, hvordan man handler, tænker og opfatter. Den hvilende klokke stræber efter at tage hensyn til rummets sensoriske dimensioner og derved skabe et miljø, der er ideelt til selv refleksion såvel som kollektiv kommunikation. Set i sammenhæng med FN's mål for bæredygtig udvikling er målet at invitere grupper, såsom skoleklasser, til at bruge rummet til at diskutere og debattere de mål, der er opstillet af FN, men også menneskehedens fremtid mere generelt set ud over 2030.

 

The Resting Bell beskæftiger sig med temaer som kontrol, tillid og ødelæggelse - spørgsmål med løb som en strøm gennem mål 17 - partnerskab og samarbejde. Vi mener grundlæggende, at dette er det vigtigste mål, som uden, ingen langsigtede ændringer er bæredygtige. Det siger sig selvfølgelig, at dette ikke er nogen let udfordring at imødekomme. Konflikt skyldes ofte manglende tillid og kommunikation.

 

I dagens verden, hvor FN's indre værdier ser ud til at være under skud, og nationalisme og egeninteresse er stigende, er det svært at sige, hvor menneskeheden vil være på bare 10 år. Men med alle 193 suveræne stater i FN, der er enige om at forsøge at nå målene, er en ting sikker; tillid, accept og vilje til at samarbejde skal være øverst på alles dagsorden.

 

Det arbejde, vi agter at skabe, vil afspejle den tvetydige karakter af denne aktuelle situation. Vi planlægger at opnå dette ved at tage fat på ovennævnte temaer gennem processen med at skabe værket samt de materialer, som det vil blive lavet af. Formen på den endelige struktur vil blive formet på en model lavet af udskåret træ. Denne model, af en omvendt klokke, vil blive udskåret af frisk skåret træ.

Når udskåret, når tørringen begynder. Fibrene begynder at trække og forvrænge den oprindelige tilsigtede form. Denne endelige, forvrængede form vil tjene som model for den større struktur, der måler ca. 8 meter i diameter og 4 meter i højden. Den endelige struktur har to identiteter - den ydre, som publikum først møder, og den indre, der vil tjene som plads til refleksion.

Den ydre væg klædes i brændte helvedesild ved hjælp af den gamle teknik "yaki-sugi". Det er en kontraintuitiv proces, hvorved brændende overflade af træet øger materialet dets holdbarhed og bliver stærkere. Visuelt resulterer dette i en sort forkullet overflade, der ligner resterne af en skovbrand. Det indre rum består af buede vægge klædt i stråtækt siv, modsætningen af ​​brændetræet. Væggenes krumning skaber et overhæng, der tjener to formål; Beskyttelse af de indvendige kanter fra elementerne, hvilket hjælper materialernes levetid og skaber ly for besøgende, der sidder på bænken med, løber hele stykkets omkreds. Derudover retter overhænget lyset mod midten og adskiller lys fra skygge.

 

De stråtækkede vægge fungerer som en lydisolator, dæmper efterklangen og giver illusionerne om, at rummet er mindre end i virkeligheden. Dette vil fremme en følelse af sikkerhed i dette reflekterende rum. Naturligvis er en bekymring for bæredygtighed indlejret i materialevalget. Både stråtækt og yaki-sugi træ har minimal indvirkning på miljøet til fordel for holdbarhed. Lokalt fremskaffede materialer vil blive brugt når det er muligt for at minimere transporten.

 

Den hvilende klokke afslører langt mere bare en simpel form. Dette holistiske arbejde ligger et sted mellem skulptur og arkitektur. Funktionel, men alligevel kræver lidt mere end en tilstedeværelse. Gennem de kontrasterende materialer gentager det kompleksiteten i kommunikation, hvor tillid og accept af forskelle kan være den afgørende faktor, der enten fører til konflikt eller løsning. Vi inviterer både lokalsamfundet og skoleklasser til at gøre brug af dette unikke rum både til gavn for den enkelte og verden som helhed.